Aflastningskoloni Karlsvognen


Trænger dit barn til nye rammer – og nye voksne, som ser på barnet med friske øjne?Aflastningskoloni Karlsvognen er vores socialpædagogiske weekend- og ferietilbud til børn på 6-14 år.


om

Vi er et professionelt og virksomt alternativ til aflastningsfamilier og fungerer desuden som et supplement til plejefamilier.
I vores arbejde med barnet støtter vi op om den enkeltes følelsesmæssige, personlighedsmæssige og sociale udfordringer. På den måde udvikler vi barnets sociale kompetencer. Og gennem sjove og krævende aktiviteter – ofte udendørs – skaber vi nogle rammer, hvor barnet kan danne nye relationer og venskaber.

Struktur, tryghed og forudsigelighed 
Vi tilbyder forudsigelige og faste rammer i et trygt, kærligt og professionelt miljø, som ikke ligner en institution. Gennem leg og socialt samvær giver vi det enkelte barn positive oplevelser med hjem. Her er der store udfordringer og små sejre, selvværdsunderstøttende aktiviteter og en tiltro til det enkelte barn, som giver store smil og øget selvtillid.

Aktiviteter for alle 
Med koloniens perfekte beliggenhed har vi mulighed for at tilbyde et hav af forskellige aktiviteter. Aktiviteterne kan f.eks. være bygning og opsætning af drager, boldspil, rollespil, stjerneløb, natløb, maling, vandreture i skoven, højtlæsning, brætspil, gemmeleg, træklatring og meget mere. Vi er åbne for endnu flere fede idéer og for at tage på eventyr, som passer til det enkelte barn og fællesskabet.

Metode

  • Vi tager udgangspunkt i børnenes nære relationer og deres behov for stabile og trygge voksne, der er vigtige for udviklingen af barnets bevidsthed og følelsesliv.
  • Vi tager udgangspunkt i børnenes muligheder og styrker.
  • Vi skaber muligheder for, at alle børn får en plads i et forpligtende fællesskab med kammerater og voksne.
  • Vi er rammerne for rumlige lege og læringsmiljøer, der vægter mangfoldighed og forskellighed i indsatsen for at inkludere flere børn, og hvor den pædagogiske praksis tager hensyn til, at mennesker lærer og udvikler sig på forskellige måder.
  • Vi fokuserer på udviklingen af børnenes personlige og sociale/kulturelle kompetencer
  • Vi har tydelige rammer men kræver ikke, at barnet deltager i de tilbudte aktiviteter, da vi har fokus på, hvad barnet kan magte og på, at en aflastningskoloni også er et frirum, hvor man kan puste ud.

forløb

Fredag:
– Barnet bliver hentet i minibus i eget hjem, på skolen, på SFO’en eller et andet på forhånd aftalt sted. Det er altid en medarbejder fra kolonien, som er chauffør, så barnet bliver hentet af et kendt ansigt. Typisk kører man i bus med 4-5 andre børn.
– Ankomst til kolonien
– Aftensmad, lækkert tilberedt og hovedsagligt økologisk
– Aftentur eller film og hygge
– Godnat og sov godt

Lørdag:
– Morgenmad med nybagte boller og et bredt udvalg af morgenmadsprodukter
– Fællesaktivitet enten på kolonien eller ud af huset
– Frokost
– Eftermiddagsaktiviteter enten på kolonien eller ud af huset
– Aftensmad
– Aftenhygge
– Godnat og sov godt

Søndag:
– Løbetur for de morgenfriske
– Brunch d’ lux med pølser, bacon og andre lækkerier
– Formiddagsaktiviteter
– Hjemtur med afgang fra kolonien kl. 12.